Disse fritter er ikke nogen ny opfindelse – men jeg har ikke lavet dem før. De blev til ved et tilfælde en aften, hvor jeg skulle finde på noget nemt tilbehør. Manden min skulle have ovnkartofler, så jeg lavede et par hurtige stykker hokkaido til mig selv.
Og hold da fast de blev gode. Du må ikke forvente sprøde fritter, men nærmere noget, der minder om en bagt kartoffel. Hokkaidoen har noget dejligt, fast kød og hvis du sørger for at krydre gavmildt, så får den også smag (den smager nemlig ikke af så meget i sig selv, synes jeg). Iøvrigt er den meget kaloriefattig med kun 19 kalorier/ 100 g.
Fritterne blev spist sammen med en spicy dressing, som vi egentlig bruger til vores sushi – men den var også skøn her. Dressingen er med stor inspiration fra vores favorit Asien Marked i Odense – og de har været så søde at lægge opskriften ud på deres Facebookside.
Ingredienser:
- 1 hokkaido
- ca ½ dl olivenolie
- ca 2 sp krydderier efter eget valg (jeg brugte All Round krydderi fra Urtekram)
- 2 ts salt
Fremgangsmåde:
- Skyl hokkaido og fjern kerner. Det er ikke nødvendigt at skrælle den, da skrællen bliver blød og sagtens kan spises
- Skær den i grove fritter
- Kom disse i en plastikpose sammen med olien og rigeligt med krydderier
- Pust luft i posen, snør den sammen og ryst godt, så olie og krydderier fordeler sig
- Læg fritterne på en bageplade med bagepapir
- Bages ved 200 ° varmluft i ca ½ time, indtil de er gyldne og bløde
Spicy Dressing:
- ca 1 dl mayonnaise
- ca 1 ts chili
- 2 ts hvidløgspulver
- 2 ts sesamolie
Det hele røres sammen og smages til med chili
Næringsindhold i 100 g hokkaido (uden olie):
- Kalorier: 19 kcal
- Protein: 0,6 g
- Kulhydrat: 4,2 g
- Heraf kostfibre: 1,1 g
- Fedt:o,1 g
Arkiveret under:Hurtigt & nemt, LCHF/ Sukkerfri/ Glutenfri, Tilbehør
